Kina-Indien-Rusland: En ny stærk alliance eller et luftkastel?

Sidste måned præsentererde Shanghai Cooperation Organisation en alternativ politisk økonomisk vision for verden, men underliggende problemer kan gøre det sværere at opnå samordnet fremgang inden for handel og finansielt samarbejde. 

 

Det tog sig flot ud. I en velorkestreret fremvisning af solidaritet gav lederne af Kina, Rusland og Indien hinanden hånden, lo og stod skulder ved skulder (både bogstaveligt og billedligt) mod USA's dominans i den globale politiske og økonomiske orden. 

Det seneste topmøde i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der sidste måned blev afholdt i den kinesiske by Tianjin, var måske det mest succesrige til dato. Mere end 20 ledere fra ikke-vestlige lande deltog, herunder Ruslands præsident Putin og Indiens premierminister Modi. I sin hovedtale talte den kinesiske præsident Xi Jinping om behovet for at praktisere “ægte multilateralisme”, hvilket var en klar hentydning til den nuværende amerikanske handelspolitik. 

Denne demonstration af sammenhold stod i skarp kontrast til den seneste halve års ageren i Washington, hvor man har truet og indført importtold på både langvarige allierede og traditionelle fjender. Det er sandsynligvis ikke nogen tilfældighed, at Modis smilende møde med Putin og Xi fandt sted få dage efter, at præsident Trump hævede tolden på indiske importvarer til 50 % som straf for at købe russisk olie. 

Men bortset fra de velkoreograferede begivenheder, hvad opnåede SCO egentlig? Hjælper det med at positionere Kina og dets allierede som seriøse udfordrere til USA's globale lederskab og øger det mulighederne for at øge handels og integrere forsyningskæder? Eller skjulte smilene og de polerede TV-billeder alvorlige revner i et samarbejde fyldt med modstridende interesser? Sandheden ligger et sted mellem de to. 

Trump som forener 

Hvis succesfulde alliancer har brug for noget at alliere sig imod, var præsident Trump den perfekt castede skurk for SCO-deltagerne.  

”Præsident Trumps told på Indien og Kina, samt den generelle uforudsigelighed i handelspolitikken, skaber usikkerhed” siger Bert Burger, økonom hos Atradius. “Som reaktion herpå benyttede Kina, Indien og Rusland SCO til at demonstrere deres engagement i finansiel integration, handelsdiversificering og samarbejde. Dette var et udtryk for stabilitet i kontrast til USA's ustabilitet.” 

Kina ser tydeligvis præsident Trumps uforudsigelige toldpolitik som en mulighed for at vinde nye allierede, og Indien er ramt af Washingtons seneste straftold. I juli måned havde man i Delhi et håb om at blive en af de store vindere af de høje amerikanske importtoldtariffer på kinesiske varer, især inden for tekstiler og beklædning. Men siden Trump i august måned startede sin byge af nye meldinger om straftold på indiske varer, er drømmen knust. 

“Det er nu langt sværere at overtale multinationale virksomheder til at flytte nogle af deres fabrikker fra Kina til Indien,” siger Bart Poublon, direktør for Risk Services for Asien og Oceanien. “Hvis Indien sidder fast med toldsatser, der er højere end dem, der pålægges Kinas andre konkurrenter, såsom Vietnam eller Bangladesh, er håbet om at blive et alternativ til Kina forgæves. Selv hvis alle toldsatser forsvinder, er ideen om, at Indien kan tilbyde fabrikker beskyttelse mod skiftende geopolitiske spændinger, blevet hårdt ramt.” 

Indiens højt profilerede deltagelse i SCO føles delvist som en irettesættelse af Washington. Rusland, der er sanktioneret af USA og Europa og sælger det meste af sin olie til Kina og Indien, har sine egne grunde til at knytte tættere bånd til den ikke-vestlige verden. Pakistan, en anden deltager, er afhængig af Kina for militært udstyr. 

Stærk symbolik, beskedne resultater 

Det vigtigste resultat for SCO var måske tilblivelsen af en fast anti-amerikansk enhed, og det blev opnået. Men der var dog også mere konkrete gevinster, især for forholdet mellem Kina og Indien. 

“Efter mange års spændinger er de to lande for nylig blevet enige om at genoptage direkte flyvninger, genåbne grænsehandelsruter og nedsætte en fælles ekspertgruppe, der skal begynde at løse deres langvarige grænsestridigheder,” siger Christian Bürger, seniorredaktør hos Atradius. “De har også forpligtet sig til at lette visumprocedurerne og fremme kulturelle og økonomiske udvekslinger. I en symbolsk gestus mødtes lederne personligt og bekræftede, at Indien og Kina bør ses som udviklingspartnere snarere end geopolitiske rivaler.” 

Økonomisk set kan det fornyede samarbejde åbne op for handelsmuligheder og fælles infrastrukturprojekter. Samarbejdet om teknologi og klimaforandringer kan også blive styrket. Indien er allerede afhængig af Kina for vigtige input til nøgleindustrier – indiske medicinalvirksomheder er for eksempel afhængige af Kina for omkring 70 % af deres forstadiekemikalier – og forsyningskæderne kan strømlines. Derudover kan Indien drage fordel  af kinesiske investeringer og knowhow, når det udvikler sin egen avancerede produktionskapacitet.  

“Kina ser Indien som det eneste større marked for kinesiske forbrugsgoder, der i øjeblikket kan vokse,” siger Bert Burger. “Mens Indien har brug for Kinas vigtige mineraler, fabriksmaskiner og personale, ser Kina mod Indiens enorme forbrugermarked, især i lyset af de nye handelsbarrierer med Vesten.”
 

Grundlæggende spændinger består  

Men bortset fra dette var topmødets resultater beskedne. Kina forpligtede sig til at bidrage med 1,4 mia. USD til et SCO-bankkonsortium, og både Kina og Rusland opfordrede til oprettelsen af en SCO-udviklingsbank for at underminere USA's indflydelse og dollarens førende stilling. 

På trods af den nye mere venskabelige atmosfære er Indien og Kina dog stadig langt fra hinanden på en række grundlæggende spørgsmål, og ingen af de to giganter ønsker at blive trukket ind i Ruslands krig i Ukraine. 

“Den historiske grænsestrid mellem Indien og Kina, især i regioner som Ladakh og Arunachal Pradesh, er langt fra løst,” siger Christian Bürger. “Beijings tætte bånd til Islamabad er også fortsat en kilde til bekymring for Indien, især efter den seneste væbnede konflikt med Pakistan i maj. Den gensidige tillid mellem Kina og Indien er stadig skrøbelig efter grænsekonflikterne i 2020 og år med diplomatiske gnidninger.” 

Landene har også modstridende strategiske visioner, og i Delhi er man fortsat mistænksom over for Beijings forsøg på at positionere sig som leder af den ikke-vestlige verden. Handelsbalancen mellem de to lande er stærkt til fordel for Kina, og Indien er meget opmærksomme på at bevare en økonomisk uafhængighed. I 2023 stammede næsten 10 % af komponenterne til den indiske industri fra Kina, sammenlignet med lidt over 1 % i 2017. Derfor ønsker Indien at diversificere sine handelsforbindelser og har siden 2021 underskrevet et halvt dusin handelsaftaler, herunder en med Storbritannien. 

“Indien er langt mindre interesseret i en stærk anti-amerikansk eller anti-vestlig holdning,” siger Bert Burger. “Inden for BRICS-gruppen har Indien i bedste fald været lunken over for kinesiske og russiske bestræbelser på at opbygge en handelsblok rettet mod vestlig økonomisk og finansiel dominans. Delhis drejning væk fra USA kan derfor sagtens være mere symbolsk end reel. Indien er ivrig efter at forfølge sine nationale interesser og alliancefrihed, mens de undgår at skulle være underdanige over for en enkelt magt.” 
 

Usikkerhed øger handelsrisikoen   

Optøningen i forholdet mellem Kina og Indien vil sandsynligvis fortsætte foreløbig, hvilket vil komme til udtryk i kulturelle udvekslinger, teknisk samarbejde og gradvise fremskridt i grænseforhandlingerne. Det kan åbne op for betydelige handelsmuligheder mellem de to nationer og med den bredere SCO. Spørgsmålet er, om varmere relationer på længere sigt kan overvinde den dybe rivalisering og mistro. 

“Problemet for erhvervslivet er, at situationen skaber usikkerhed, og det øger risikoen,” siger Bart Poublon. “Vil tilnærmelserne mellem Indien og Kina vare ved og skabe økonomiske muligheder, eller vil den falde fra hinanden på grund af strategiske uenigheder eller grænsespændinger? Det er helt muligt, at Trumps told på Indien vil blive droppet i fremtiden eller i det mindste reduceret betydeligt, hvilket vil give Delhi en økonomisk fordel i regionen og dermed et mere pro-amerikansk synspunkt. Alt dette kan føre til pludselige politiske skift, som virksomhederne skal være forberedte på.” 

Det, der er klart foreløbig, er, at selvom den nuværende fælles front er politisk og økonomisk klog, har Kina, Indien og Rusland forskellige grunde til at fremme solidaritet i lyset af USA's ustabilitet, og interne spændinger vil måske ikke forblive skjulte ret længe. SCO-mødet i Tianjin var et PR-kup for Kina, og der blev gjort nogle konkrete fremskridt. Men det er endnu uvist, om topmødet kan indfri sine bredere økonomiske løfter.