EU's nye konkursregler kan gøre det sværere at få penge hjem

I det store hele er EU’s nye konkurslovgivning “Insolvency Directive III” et velkomment initiativ, der harmoniserer lovgivningen og særligt fokuserer på effektivitet. Dette sker dog desværre i nogle tilfælde på bekostning af kreditorbeskyttelsen. 

EU’s nye konkurslovgivning Direktiv 2026/799 er nu vedtaget som EU-lov. Direktivet etablerer en fælles minimumsramme for håndtering af insolvente virksomheder på tværs af EU. Medlemsstaterne har mindre end tre år til at implementere reglerne i deres nationale lovgivning. 

Direktivet er et vigtigt skridt mod mere harmoniserede konkurslove i EU og er generelt blevet positivt modtaget. De mange forskellige nationale regler har længe været anset som en barriere for et stærkere kapitalmarked og en hæmsko for investeringer medlemslandene imellem. Alligevel er der fortsat forbehold over for de nye regler. 

Ønsket om større effektivitet er dog nogle steder sket på bekostning af kreditorbeskyttelsen. I denne artikel ser vi nærmere på den nye lovgivning, hvorfor den er nødvendig, hvad den skal opnå, og hvordan kreditforsikring kan hjælpe med at håndtere de risici, som en delvis harmonisering kan medføre. 

Det nye direktiv kort forklaret 

Direktivet er sammen med Preventive Restructuring Directive en del af en målrettet indsats for at mindske forskellene mellem de nationale insolvens- og restruktureringsregler og skabe mere ensartede processer i hele EU. Direktivet fastsætter minimumsregler på fem centrale områder: 

1. Omstødelseskrav 
2. Rekonstruktion (Pre-pack proceedings) 
3. Pligt til at indgive insolvensbegæring 
4. Kreditorudvalg 
5. Opsporing af aktiver 

Målet er at gøre processerne omkring konkurser hurtigere, mere effektive og lettere at navigere i for både skyldnere og øvrige interessenter. 

Forhåndsforberedt rekonstruktion gør det eksempelvis muligt hurtigt og effektivt at sælge en nødlidende virksomheds aktiviteter eller aktiver, ofte efter forhandlinger, der er gennemført før den formelle insolvensbehandling indledes. Formålet er at sikre, at levedygtige virksomheder kan fortsætte driften frem for at ende med at gå konkurs og samtidig gøre opkøb af nødlidende virksomheder mere attraktive på tværs af grænser. Opsporing af aktiver giver samtidig kuratorer og andre insolvensspecialister bedre muligheder for at kortlægge aktiver på tværs af EU og inddrive skjulte værdier. 

Samlet set håber lovgiverne, at direktivet vil bevare arbejdspladser, styrke den økonomiske stabilitet og gøre EU mere attraktivt for virksomheder. Samtidig er ambitionen at forbedre kreditorbeskyttelsen. De første tre mål lader til at kunne nås. Det sidste kan blive sværere. 

Er kreditorerne tilstrækkeligt beskyttet? 

Direktivet har til formål at styrke kreditorernes position, men fordi medlemslandene har stor frihed, når det kommer til at implementere reglerne, vil beskyttelsen fortsat variere. En leverandør kan f.eks. opleve at være bedre beskyttet i ét EU-land end i et andet, når en kunde får betalingsproblemer. 

Samtidig prioriterer reformen hurtige løsninger, værdibeskyttelse og restrukturering. Fokus er på effektivitet og forudsigelighed for virksomhedsejere, medarbejdere og investorer. Risikoen er, at lovgivningen i højere grad understøtter virksomheders overlevelse og den økonomiske stabilitet end den enkelte kreditors interesser. 

"Direktivet er et klart fremskridt, men der er en risiko for, at hastighed og fleksibilitet prioriteres højere end en stærk kreditorbeskyttelse," siger Wencke Mull, Regional Head of Risk Services hos Atradius. "Direktivet fastlægger minimumsstandarder uden at sikre ensartede beskyttelsesmekanismer. Det skaber en strukturel ubalance. Kreditorerne får mere effektive processer, men ikke nødvendigvis stærkere rettigheder eller bedre muligheder for at få deres penge tilbage. Reformen standardiserer processerne, men giver ikke den grad af forudsigelighed og beskyttelse, som investorer og kreditgivere har brug for." 

Hurtigere konkurser, mindre indflydelse 

Et eksempel er de såkaldte pre-pack-processer for rekonstruktion, hvor fokus i høj grad er på at bevare virksomhedens værdi frem for at beskytte kreditorerne. Reglerne gør det lettere at sælge nødlidende virksomheder og øger sandsynligheden for fortsat drift. Til gengæld har kreditorerne begrænset indflydelse i en proces, der er designet til hurtighed og effektivitet. 

"Problemet er, at krav om kreditorernes godkendelse af et planlagt salg kun er valgfrit og afhænger af den enkelte medlemsstats beslutning," forklarer Mull. "Forhandlinger kan derfor foregå med begrænset involvering af kreditorerne. Risikoen er, at kreditorerne mangler indsigt i transaktionen og ikke har reel mulighed for at udfordre værdiansættelser, mens processen gennemføres hurtigt. Dermed kan værdier flyttes til fordel for nogle interessenter frem for andre." 

Desuden er hovedreglen, at kontrakter, som er nødvendige for virksomhedens fortsatte drift, og som endnu ikke er opfyldt, overføres til køberen uden samtykke fra den kontraherende part, altså kreditoren. Medlemsstaterne kan dog vælge at kræve samtykke afhængigt af kontraktens karakter, parterne eller virksomhedens forhold. Konsekvensen kan være, at en kreditor tvinges til at fortsætte samarbejdet med en virksomhed med en helt anden risikoprofil uden mulighed for på forhånd at gennemføre en grundig kreditvurdering. 

Bekymringerne er ikke blot teoretiske. Spanien og Tjekkiet undlod at stemme for direktivet ved den endelige afstemning, fordi de mente, at forslagene ikke gav tilstrækkelig beskyttelse mod misbrug og utilstrækkelig kreditorbeskyttelse. 

Lovgiverne har dog forsøgt at styrke kreditorernes rolle på visse områder. Direktivet understøtter blandt andet oprettelsen af kreditorudvalg, der skal repræsentere kreditorernes fælles interesser i insolvensbehandlinger. Hvor stor reel indflydelse disse udvalg får, afhænger dog af de enkelte medlemsstater. Det er ikke garanteret i lovgivningen og vil i høj grad bero på den nationale implementering. I mange lande findes der endnu ikke etablerede bedste praksisser. 

Den bedste kreditor er den velforberedte kreditor 

Kort sagt understreger direktivet behovet for god kreditstyring. Hurtigere rekonstruktioner og større variation i den nationale implementering kan gøre det vanskeligere at forudsige både udfald og dividende ved kunders insolvens. Derfor bliver forebyggelse vigtigere end nogensinde. 

Virksomheder bør allerede nu vurdere, om deres kreditpolitik, kundeovervågning og eksponering mod enkeltkunder er robuste nok til et marked, hvor konkursprocesser går hurtigere, mens kreditorernes indflydelse i nogle tilfælde bliver mindre.  

Adgang til løbende kreditinformation, tidlige risikosignaler og kreditforsikring er derfor i stigende grad vigtig for at beskytte cash flow, styrke beslutningsgrundlaget og skabe større tryghed, når virksomheden ønsker vækst på andre EU-markeder eller med nye kunder.