
Ejendomsforbehold betyder særligt meget når du sælger varer i Tyskland og kan beskytte dig som leverandør.
Et ejendomsforbehold også kendt som Retention-of-Title (RoT) i en købsaftale giver dig som sælger mulighed for at få en hel eller delvis betaling for dine varer, hvis køber ikke betaler eller går konkurs. Nederst i artiklen finder du en guide om ejendomsforbehold, som du kan finde inspiration i - til din næste købsaftale.
Bing! En ordre er netop landet i din indbakke, og en tysk virksomhed efterspørger dit produkt. Du ryger straks ud på lageret og begynder at pakke og samle varerne. Og efter nogle dage er de sendt afsted.
Du læner dig tilbage og afventer, at køber betaler inden for de aftalte frister. Men pengene kommer aldrig - og det selvom den tyske virksomhed for nogle uger siden bekræftede, at din ordre var modtaget.
Virksomheden er nemlig i mellemtiden gået konkurs, dine varer er strandet i Tyskland, og betalingen må du kigge langt efter. Av!
Den beskrevne situation ovenfor er ikke sjælden, men den kunne være undgået, hvis du som sælger havde skrevet ejendomsforbehold ind i kontrakten.
Hvad er et ejendomsforbehold?
Ejendomsforbehold er kort fortalt et sæt juridiske regler du sætter ind i din købskontrakt. Men det kan have rigtigt stor betydning for dig som sælger. Reglerne sikrer nemlig, at du har ret til at få dine varer retur, eller at få dækket hele eller dele af din manglende betaling.
Ejendomsforbehold er på grund af den tyske lovgivning et særligt stærkt værktøj i Tyskland, og som udgangspunkt anvender alle tyske firmaer ejendomsforbehold. Derfor bør du som dansk eksportør også gøre det.
Typer af ejendomsforbehold
Der findes tre typer ejendomsforbehold (RoT) i Tyskland. Læs om dem her, for at finde ud af, hvilke der kan være relevante for din virksomhed.
1) Simpel RoT (einfacher) - betyder, at leverandøren bevarer ejendomsretten til den enkelte vare, indtil denne vare er blevet betalt fuldt ud. I tilfælde af manglende betaling kan varerne kræves tilbage.
2) Udvidet RoT (erweiterter også kendt som all-monies-clause) - betyder, at indtil al gæld er fuldt betalt, opretholder leverandøren fuldt ejerskab af alle leverede varer.
3) Forlænget RoT (verlängerter) betyder, at leverandøren bevarer ejerskab - eller medejerskab - også hvis de leverede produkter bliver bearbejdet og blandet med andre produkter til et færdigt produkt (fremstillingsklausul). Leverandøren bevarer også ejerskabet, hvis de leverede varer er blevet videresolgt. Hvis køberen ikke betaler, kan leverandøren kræve betaling direkte fra sin købers kunde (overdragelse på forhånd).
Juridisk efterspil
Når en betaler går konkurs og man skal gøre brug af sit ejendomsforbehold, vil der oftest være et juridisk efterspil.
”I Atradius undersøger vi om det kan betale sig for vores kunder, at deltage i etableringen af en såkaldt ’Lieferantenpool’, der er en sammenslutning af leverandører med ejendomsforbehold, som går sammen om at sikre det optimale udbytte af ejendomsforbeholdet i forhold til den konkrete tyske virksomhed. Herunder at sikre at betalinger fra købers slutkunder – og alle andre omsætningsaktiver – går til leverandørerne med ejendomsforbehold, og ikke til bankerne,” siger Johannes Olesen Larsen, der er skadechef i Atradius Danmark.
Usikkerhed gør eksport mere sårbar
Et ejendomsforbehold bør være på toppen af din dagsorden i købskontrakten, specielt lige nu, hvor handelskrige og større global usikkerhed gør det sværere at forudse konkurser.